Lær dit nyfødte barn at kende

Det er det øjeblik, du har set frem til de seneste ni måneder: at møde dit barn og lære det at kende! Hvad kan det se, høre og føle? Hvilke følelser vil du have for dit barn, og hvordan udvikler jeres forhold sig?
Barnets udseende

Sådan ser dit nyfødte barn ud

Babyer kan se lidt besynderlige ud til at begynde med: De kan virke maste, rynkede og endda forslåede efter fødslen. De kan have røde aftegninger (kaldet storkebid eller hindbærmærker), der som regel forsvinder inden for et par dage. Deres hænder og fødder kan have en blålig farve. Det er alt sammen helt normalt. Inden for de næste par dage vil deres hud blive glattere, deres hoved bliver rundere, og fosterfedtet, som er den cremede hvide substans, der beskyttede barnets hud i livmoderen, vil forsvinde.

Barnets sanser

Det kan nyfødte børn se, føle og høre

Babyer kan se i sort/hvid og gråt fra det øjeblik, de bliver født, men de kan kun fokusere på ting, der er tættere på end 25 cm. De kan se dit ansigt, når du holder dem i dine arme, og de kan endda møde dit blik et øjeblik.

Babyer kan også høre og blive forskrækket af høje lyde. Man mener, at babyer bedst kan lide dæmpede og bløde stemmer. Dit barn kan genkende din stemme. Når du taler med dit barn, bidrager det til at udvikle et tovejsforhold, hvilket er vigtigt for barnets fremtidige sociale færdigheder. Det er ligegyldigt, hvad du siger, men dit barn vil reagere bedst på en blid, melodiøs stemme.

Dit barn kan allerede gribe om ting. Prøv at røre barnets håndflade eller ae barnets fødder.

Nyfødte kan også bruge lugtesansen – de kan genkende duften af din krop, og det får dem til at føle sig trygge. Når dit barn er født, er det en god ide at have hud mod hud-kontakt og at made din baby, før du tager et brusebad.

Leg og snak med dit barn så meget som muligt. Nyfødte elsker at blive holdt om, fordi de har været vant til at være i et lukket rum i livmoderen, så det gør dem trygge.

Hudkontakt

Hud mod hud-kontakt med dit nyfødte barn

Kontakt er utroligt vigtigt for nyfødte; det er derfor, dit barn typisk bliver lagt på din mave lige efter fødslen. Denne hud mod hud-kontakt hjælper dig og dit barn med at knytte bånd og kan også virke trøstende. Husk, at dit barn elsker, når du og andre rører ved det, og at det er en vigtig faktor for deres følelsesmæssige udvikling.

At knytte bånd med dit nyfødte barn

Børneeksperter beskriver det at knytte bånd som det meget intense tilhørsforhold, du udvikler sammen med dit barn. Du kan føle en næsten overvældende kærlighed og hengivenhed – og et stærkt ønske om at pleje og beskytte dit barn. At knytte bånd er en meget individuel oplevelse, og du bør ikke bekymre dig, hvis det ikke sker straks. Husk, at nyfødte børn er helt nye personer, og selv om de er søde, vil det tage tid at lære dem at kende. Ægte bånd mellem forældre og barn kan kun udvikle sig gennem pleje af og samvær med dit barn.

For begge forældre er det vigtigste at vænne sig til at passe barnet – at være tæt på barnet, tale med barnet, holde og kramme barnet. Det øger din selvtillid som forælder og giver også dit barn den bedste følelsesmæssige start på livet. Spørg din læge eller jordemoder, hvis du har spørgsmål eller bekymringer.

 

Nyttige produkter
Nyttige produkter
Flere oplysninger
Flere oplysninger

Når du kommer hjem med barnet: Hvad kan du forvente

Læs mere

Sådan finder du en ammerådgiver

Læs mere