Kvalitetsforbedringsressourcer – Værktøjer til kvalitetsforbedring på neonatalafdelinger

Kvalitetsforbedringsmodel 

Kvalitetsforbedring omfatter en løbende indsats for at reducere variation i processer og forbedre resultaterne af disse processer for patienterne.

Oprettelse af et kvalitetsforbedringsteam

Holdbar kvalitetsforbedring/praksisændring kræver tværfaglig forpligtelse og indsats på hospitalet. At oprette et centralt team er et vigtigt første skridt.

Det bør bemærkes, at:

• Det ikke er nødvendigt at have alle pladser besat, inden man går i gang
• Sundhedspersonale kan have flere ansvarsområder
• Hospitalets kvalitetsforbedringsafdeling/-team (hvis det findes) skal inddrages tidligt i forløbet

Målsætning

Fastlæggelse af mål er afgørende for at sikre fuld overensstemmelse – at sørge for, at alle arbejder henimod et fælles mål. Det er også meget vigtigt for at kunne måle og formidle virkning – en central del af holdbar ændring og motivation.

Kvalitetsforbedringsteamet skal blive enige om realistiske og opnåelige SMART-mål:

• Specific (specifikke)
• Measurable (målbare)
• Achievable (opnåelige)
• Realistic (realistiske)
• Time-bound (tidsbundne)

Identifikation af behov

Ofte er det første skridt mod opnåelse af et mål at kortlægge mulige årsager til, hvorfor målet ikke opnås i øjeblikket.

Det kan kortlægges via:

Observation:
Dette omhandler at ledsage moderen i hendes omsorgsforløb, for eksempel fra et rutinemæssigt jordemoderbesøg over fødslen af barnet til overgangen til barselsgangen og neonatalafsnittet. Det er nyttigt at tale med moderen og familien om deres oplevelser. Dette aspekt af kvalitetsforbedring har den største indvirkning på personalet og den største indflydelse på implementering af praksisændringer.

Kortlægning af processer:
Dette giver en visuel plan for, hvad der sker med moderen og barnet i de enkelte faser. Det gør det muligt for kvalitetsforbedringsteamet at identificere, hvilke trin der er af afgørende betydning, og hvem/hvilken afdeling der har ansvaret for at implementere omsorgsprocessen.

Identifikation af faktorer og udvælgelse af ændringer

Analyse af årsag og virkning kan hjælpe arbejdsgruppen med at overveje problemernes rodårsager og de virkninger, de har. Dette kan være med til at afdække de centrale udfordringer og de vigtigste områder, der skal fokuseres på med henblik på forbedring.

Driverdiagrammer (sildebensdiagrammer)¹ over faktorer anvendes til at afdække de centrale påvirkninger eller faktorer for mor og barns oplevelse og kan være med til at afdække, hvilke aspekter af omsorgen der skal påvirkes for at forbedre resultaterne.

Et driverdiagram er en ramme, der kan bistå ved målsætning og afdækning af de centrale fokusområder (faktorer), med en tidsplan for interventioner, der skal iværksættes for at opnå de skitserede mål.

Test af ændringerne

En vigtig del af forbedringsmodellen er PDSA-cyklussen (Plan, Do, Study, Act = planlæg, udfør, undersøg, iværksæt)^2,3 – en gennemtestet metode, som hjælper med at planlægge en bestemt intervention, teste den på et lille udvalg og derefter revidere den, inden man beslutter fremgangsmåden. Den består af fire trin.

• Trin 1: Planlæg – planlægning af den praksisændring, der skal gennemføres, og prognoser for, hvad der vil ske i løbet af cyklussen. Detaljerede opgaver hér omfatter at beslutte, hvilke data der skal indsamles, hvem der skal gøre hvad, hvornår og hvor ændringen skal implementeres.
• Trin 2: Udfør – indsamling af baseline-data, implementering af praksisændringen, måling og indsamling af data efter planen.
• Trin 3: Undersøg – analysering af før-og-efter-data for at afgøre, hvorvidt den implementerede plan medførte en forbedring og i hvilken udstrækning, samt at se, hvilke erfaringer der er gjort.
• Trin 4: Iværksæt – gå tilbage til start, hvordan ændringen skal gennemføres, hvis den er klar, og planlægning af tilpasning af den næste cyklus, hvis den ikke er. Undersøg, om ændringen skal indføres, tilpasses eller kasseres, og fortsæt regelmæssig revision.

Denne metode skaber hurtig vækst i tiltro, og mangler identificeres hurtigt og afhjælpes tidligt. Regelmæssig rapportering til alle afdelinger understøtter samarbejde og fokus på at gøre en forskel for patientresultaterne. Erfaringerne fra én cyklus bør vejlede den efterfølgende cyklus.⁴