Hvilke fordele giver amning moderen?

Vidste du, at amning også på mange måder er godt for din sundhed og dit velvære? Og de mange fordele for dig som mor begynder med den allerførste amning.

Breastfeeding benefits for mum with baby

I det øjeblik, du får hud mod hud-kontakt med din nyfødte, vil en bølge af oxytocin strømme gennem din krop.1 Man kalder også oxytocin for "kærlighedshormonet" eller "krammekemi", og det frigives i din krop, hver gang dit barn suger på din brystvorte under amningen.

Når din nyfødte får fat i brystvorten tidligt og ofte, hjælper det din livmoder med at trække sig sammen og fremmer det "tredje stadie" af fødslen, nemlig udstødelsen af moderkagen. Derefter kan oxytocinen faktisk også beskytte dig mod at miste for meget blod.2

"Når en mor ammer, bliver hendes livmoder hurtigere mindre, end den gør hos en mor, der ikke ammer," forklarer professor Peter Hartmann, en internationalt anerkendt ekspert og forsker i amning, som har base på University of Western Australia. "Når en kvinde i gamle dage var ved at forbløde, lagde lægen eller jordemoderen den nyfødte til brystet så hurtigt som muligt for at stimulere sammentrækningen af livmoderen."

I dagene efter dit barn er blevet født, hjælper den oxytocin, din krop producerer under amningen, med at forhindre yderligere blodtab, så du har mindre risiko for at komme til at lide af blodmangel.3

Sådan gavner amning dit eget helbred

Oxytocin virker også imod depression. En undersøgelse har vist, at mødre med et højere niveau af hormonet havde færre symptomer på angst og depression.4 Så længe du bliver ved med at amme, vil oxytocinen faktisk hjælpe dig med at føle dig rolig. Den vil reducere stress, sænke dit blodtryk og endda give dig en højere smertetærskel.5

Jo længere du fortsætter med at amme, jo flere helbredsmæssige fordele får du glæde af. "Der er så mange fordele for mødrene", siger professor Peter Hartmann. "Amning reducerer gennem hele din levetid din egen risiko for at udvikle hjertesygdomme og type 2-diabetes.6,7 Hver eneste ekstra måned, du ammer, reducerer også din risiko for at få en række kræftformer, blandt andet brystkræft, kræft i æggestokkene og i livmoderen."8,9

Brystmælk: Den ultimative fastfood

Selvom det kan være udmattende i de første uger, så er det nemme og praktiske ved amning en enorm fordel for både dig og dit barn, når først I begge to har vænnet jer til det. Du kan amme når som helst, med minimalt bøvl og besvær. Du behøver hverken koge, blande, afkøle eller desinficere – du skal bare åbne din bh og gå i gang. Du behøver ikke tænke på, at du skal huske at pakke alle mulige remedier til modermælkserstatning, når du skal ud af huset – det er virkelig en bonus, når du i forvejen slæber på bleer, skiftetøj, vådservietter og alle mulige andre nødvendige ting.

Amning undertrykker også ægløsning, så din menstruation stopper – hvilket for mange mødre i sig selv er en lettelse. Det betyder, at hvis du fuldammer (altså ikke giver dit barn anden væske eller mad), så er det også en ret god prævention – faktisk er det en metode, der er mindst 98 % effektiv.10 Det svarer omtrent til effektiviteten af P-piller11 eller kondomer.12

"Det er ikke så mange år siden, at der sandsynligvis var flere graviditeter, der blev forhindret af amning, end af nogen anden form for prævention. Og det gælder stadigvæk i nogle u-lande," fortæller professor Peter Hartmann. Men vær dog opmærksom på, at der også er nogle kvinder, som oplever, at menstruationen vender tilbage, selvom de fuldammer, så tag ekstra forholdsregler, hvis du gerne vil undgå at blive gravid igen.

Få mere søvn, når du ammer

Når dit barn vågner for at få mælk om natten (hvilket de fleste børn under et år gør, uanset om de bliver ammet eller får flaske),13 så er amning sædvanligvis den hurtigste og nemmeste måde at give barnet mad på. Du kan endda gøre det, mens du ligger ned. Oxytocinen og de andre hormoner, der frigives i din krop under amningen, hjælper tilmed jer begge to med at falde i søvn igen hurtigt bagefter.14

Hvis du ammer, kan det være, at du reelt får mere søvn, end hvis du giver dit barn modermælkserstatning eller bruger blandet madning.15 En undersøgelse viste, at forskellen er mellem 40 og 45 minutters ekstra søvn pr. nat.16 Over tid bliver det til mange dyrebare ekstra timer, der kan have stor betydning for, hvordan du har det.

Amning hjælper jer med at få et tæt bånd til hinanden

Den bølge af oxytocin, du oplever, hver gang du ammer, hjælper også med til at styrke tilknytningen til dit barn. Forskere har sammenkædet øgede oxytocinniveauer med det, de beskriver som "øget moderlig adfærd". Det betyder eksempelvis, at du som mor har øjenkontakt med dit barn i længere tid, at du reagerer hurtigere og kærtegner dit barn mere17 – der er en grund til, at oxytocin kaldes for kærlighedshormonet!

Amning hjælper dig med at tabe i vægt

Hvis du nogensinde har spekuleret på, hvor mange kalorier, du forbrænder ved at amme, så er svaret "op til 500 om dagen"18 – omtrent lige så mange, som du forbrænder ved at cykle en tur på en time. Og hvis du pumper brystmælk ud, så bør resultatet blive noget nær det samme. De ekstra kalorier, du forbrænder gennem amningen, kan hjælpe dig med at slippe af med nogle af de kilo, du sandsynligvis har taget på i løbet af graviditeten. Det kan dog også betyde, at du kan slippe af sted med at spise et par ekstra kager uden at tage på.

Men du bliver måske også nødt til at være lidt tålmodig, for som professor Peter Hartmann forklarer: "Mødre kan godt tabe sig, mens de ammer, men for det meste tager det noget tid. Du skal amme i længere tid end seks måneder for virkelig at opleve vægttab."

Derfor sparer du penge ved at amme

De økonomiske fordele ved at amme er også værd at tage med i betragtning. Hvis du fuldammer, behøver du ikke købe modermælkserstatning. Over et par måneder kan det godt blive til en pæn sum penge – i USA sparer en familie typisk mellem 1.200 og 1.500 USD (7.700-9.600 kroner) i løbet af det første år, når moderen ammer.19 For ikke at nævne, at du ikke behøver gå i panik, hvis du ikke kan finde dit foretrukne mærke af modermælkserstatning i butikken.

Og fordi spædbørn, der ammes, har en tendens til ikke at blive syge så ofte,20 vil du bruge mindre tid på at passe et sygt barn. Hvis du er vendt tilbage til arbejdet, kan det betyde, at du ikke er nødt til at tage så mange "barns sygedag" eller  fridage for at passe et sygt barn, der ikke kan komme i en pasningsordning.21

Hvornår stopper de helbredsmæssige fordele ved amning?

Det gør de ikke! Tro det eller ej, så kan du stadig have fordel af, at du har ammet, når du bliver gammel. "Amning giver en bedre knoglemineralisering, så du har mindre risiko for at komme til at lide af knogleskørhed og knoglebrud senere i livet, hvis du har ammet"22, forklarer professor Peter Hartmann.

Amning kan endda gøre dig klogere: "For at udtrykke det enkelt, så får ammende mødre en højere IQ,"23 fortæller han. "Ammende mødres hjerner ændres, så de kan klare nogle opgaver mere effektivt." Så hvis du føler dig som lidt af en superwoman nu, hvor du er blevet mor, så er du det faktisk også.

Nu ved du, hvor godt det er for dig at amme – så måske har du også lyst til at vide mere om, hvilke fordele, amningen giver dit barn.

Læs mere i vores gratis e-bog Den fantastiske videnskab bag brystmælk nu.

Kildehenvisninger

1 Moberg KU et al. Oxytocin effects in mothers and infants during breastfeeding. Infant. 2013;9(6):201-206.

2 Sobhy SI, Mohame NA. The effect of early initiation of breast feeding on the amount of vaginal blood loss during the fourth stage of labor. J Egypt Public Health Assoc. 2004;79(1-2):1-12.

3 Labbok MH. Effects of breastfeeding on the mother. Pediatr Clin North Am. 2001;48(1):143-158.

4 Stuebe AM et al. Association between maternal mood and oxytocin response to breastfeeding. J Womens Health (Larchmt). 2013;22(4):352-361.

5 Uvnas-Moberg K, Petersson M. Oxytocin, a mediator of anti-stress, well-being, social interaction, growth and healing. Z Psychosom Med Psychother. 2005;51(1):57-80.

6 Peters SAE et al. Breastfeeding and the risk of maternal cardiovascular disease: a prospective study of 300 000 Chinese women. J Am Heart Assoc. 2017;6(6):pii:e006081.

7 Victora CG et al. Breastfeeding in the 21st century: epidemiology, mechanisms, and lifelong effect. Lancet. 2016;387(10017):475-490.

8 Li DP et al. Breastfeeding and ovarian cancer risk: a systematic review and meta-analysis of 40 epidemiological studies. Asian Pac J Cancer Prev. 2014;15(12):4829-4837.

9 Jordan SJ et al. Breastfeeding and endometrial cancer risk: an analysis from the Epidemiology of Endometrial Cancer Consortium. Obstet Gynecol. 2017;129(6):1059-1067.

10 Vekemans M. Postpartum contraception: the lactational amenorrhea method. Eur J Contracept Reprod Health Care. 1997;2(2):105-111.

11 Brown EJ et al. Contraception update: oral contraception. FP Essent. 2017;462:11-19.

12 Trussell J. Contraceptive failure in the United States. 2011;83(5):397-404.

13 Brown A, Harries V. Infant sleep and night feeding patterns during later infancy: association with breastfeeding frequency, daytime complementary food intake, and infant weight. Breastfeed Med. 2015;10(5):246-252.

14 Uvnäs-Moberg K. Neuroendocrinology of the mother-child interaction. Trends Endocrinol Metab. 1996;7(4):126-131.

15 Kendall-Tackett K et al. The effect of feeding method on sleep duration, Maternal well-being, and postpartum depression. Clin Lact. 2011;2(2):22-26.

16 Doan T et al. Breast-feeding increases sleep duration of new parents. J Perinat Neonatal Nurs. 2007;21(3):200-206.

17 Britton JR et al. Breastfeeding, sensitivity, and attachment. Pediatrics. 2006;118(5):e1436-1443.

18 Dewey KG. Energy and protein requirements during lactation: Annu Rev Nutr. 1997;17:19-36.

19 U.S. Department of Health & Human Services [Internet]. The Surgeon General’s call to action to support breastfeeding – Factsheet; 2011 Jan 20 [cited 2017 Feb]

20 Howie PW et al. Protective effect of breast feeding against infection. BMJ. 1990;300(6716):11-16.

21 Cohen R et al. Comparison of maternal absenteeism and infant illness rates among breast-feeding and formula-feeding women in two corporations. Am J Health Promot. 1995 Nov-Dec;10(2):148-53.

22 Wiklund PK et al. Lactation is associated with greater maternal bone size and bone strength later in life. Osteoporosis International. 2012;23(7):1939-1945.

23 Kinsley CH, Lambert KG. The maternal brain. Sci Am. 2006;294(1):72-79.