Fravænning: Hvordan og hvornår holder man op med at amme

Hvornår skal man holde op med at amme, og hvad er den bedste måde at gøre det på? Læs videre, og få masser af praktiske tips til fravænning

Weaning - how and when to stop breastfeeding

Når du har fået godt gang i amningen, hvor længe skal du så fortsætte? Tre måneder? Seks måneder? Et år? Eller flere år?

Verdenssundhedsorganisationen WHO og andre sundhedsorganisationer anbefaler, at børn udelukkende får brystmælk i de første seks levemåneder og derefter fortsætter med at få deres mors brystmælk i kombination med anden mad – også kaldet supplerende mad – indtil barnet er mindst to år gammelt.1

Det er fordi, brystmælk ikke kun er mad. Det er en naturlig trøst, hvis barnet er ked af det eller træt, men det indeholder også immunfremmende komponenter, og de stiger voldsomt i antal i brystmælken, når barnet bliver sygt.2

Antropologer mener, at den naturlige alder for, hvornår menneskebørn stopper med at blive ammet, ligger endnu højere end to år. Når man ser på faktorer såsom tandudvikling og kropsvægt, og sammenligner med andre primater og historisk dokumentation, så synes nogle, at det kan være to til fire år, mens andre mener, at vores forfædre måske har ammet helt op til seks eller syv år.3

I dag giver over 60 % af mødrene i udviklede lande deres barn en eller anden form for modermælkserstatning eller supplerende mad, inden barnet er seks måneder gammelt,4 selvom WHO's retningslinjer anbefaler, at man ikke gør det. 

Hvornår skal jeg begynde at fravænne mit barn?

Fravænning er den proces, hvor du holder op med at give dit barn brystmælk. Ideelt set er det første skridt frem mod fravænningen at præsentere dit barn for supplerende mad udover din brystmælk, når barnet er omkring seks måneder gammelt. Fravænningsprocessen fortsætter, indtil brystmælken er helt udskiftet med andre former for mad og drikkevarer.

"Efter seks måneder begynder dit barn at have brug for højere niveauer af visse næringsstoffer – blandt andet jern, zink samt B- og D-vitamin – som det ikke kan få via din brystmælk eller sine egne reserver," forklarer den britiske sundhedsplejerske og sygeplejerske Sarah Beeson.

"Men i begyndelsen er fast føde kun et supplement til dit barns mælkeindtag, og overgangen bør foregå gradvist. Brystmælk vil fortsat være barnets primære kilde til næringsstoffer i mange måneder endnu."

Et typisk syv måneder gammelt barn får stadigvæk 93 % af sine kalorier fra brystmælken. Selv når det er mellem 11 og 16 måneder gammelt, vil brystmælken stadig levere omkring halvdelen af dets daglige kalorieindtag.5

"Mødre tror sommetider, at brystmælk ikke er vigtigt længere, når først deres barn er begyndt at spise fast føde, men faktisk findes der ikke nogen form for mælk, der er bedre for barnet, uanset hvor gammelt det er," siger Sarah Beeson.

Faktisk kan hele fravænningsprocessen tage lige så lang tid, som mor og barn har lyst til: "Du bestemmer helt selv, hvornår du vil holde op med at amme," påpeger Sarah Beeson. "Lad være med at føle dig presset af, hvad dine veninder gør, eller hvad familiemedlemmer – eller endda fremmede mennesker – siger og mener. Det eneste, der betyder noget, er, hvad der føles rigtigt for dig og dit barn."

Sådan stopper du med at amme

Når du beslutter at begynde at vænne dit barn til ikke længere at få brystmælk, er det bedst at gøre det gradvist. Hvis du pludselig stopper amningen, kan du risikere at få brystspændinger, blokerede mælkekanaler eller brystbetændelse. Det vil også være en brat forandring for barnets fordøjelsessystem og immunsystem pludselig at skulle vænne sig til noget andet mad. Det kan også være svært for jer begge to følelsesmæssigt.

Skal jeg holde op med at amme?

Sommetider tror mødre fejlagtigt, at de skal stoppe med at amme, selvom det ikke er nødvendigt. Hvis du skal tilbage på jobbet efter barsel, kan amningen være en fantastisk metode til at holde fast i den intime kontakt mellem dig og dit barn under det, der er en stor forandring i jeres liv. Du kan pumpe brystmælk ud til dit barn på arbejdet og blive ved med at holde fast i amningen som en speciel tid, I to har sammen, om morgenen og inden sengetid. Og hvis du er nødt til at rejse uden dit barn, kan du pumpe brystmælk, som du kan tage med hjem selv eller få sendt hjem.

Hvis du bliver syg, er det heller ikke altid ensbetydende med, at du bliver nødt til at stoppe amningen – læs vores tips og gode råd til amning under sygdom, og tal med din læge eller sundhedsplejersken.

Fravænning inden barnet er seks måneder

Hvis du føler, at du ikke kan fortsætte med at amme frem til milepælen ved de seks måneder, eller hvis du beslutter dig for, at du vil forsøge dig at fravænne dit barn, så kan du begynde med at skære ned med én amning om dagen og erstatte den med en flaske modermælkserstatning.

"Det bedste er at begynde med den amning, der ligger midt på dagen. Børn er forbløffende væsener, og dit barn kan mærke duften af deres mors mælk, hvis hun er i nærheden. Så bed din kæreste eller et familiemedlem om at give barnet sutteflasken, mens du befinder dig i et andet rum," anbefaler Sarah Beeson.

"Vær opmærksom på god hygiejne, når du gør klar til madningen. Det kan godt være, at dit barn spiser mindre af den udpumpede brystmælk end fra brystet i løbet af et døgn. Lad være med at forsøge at tvinge det til at indtage mere mælk, end det har lyst til."

Du bemærker sikkert, at dine bryster føles fulde og ømme, mens din krop tilpasser sig efter, at den skal producere mindre mælk. Hvis det bliver ubehageligt, kan du prøve at pumpe en smule brystmælk ud – kun nok til at lette ubehaget, men ikke nok til, at du stimulerer din krop til at producere mere.

Når din krop har vænnet sig til den nye mængde – det tager normalt et par dage – skærer du ned med endnu en amning hver dag. Gentag, indtil du ikke længere ammer, og dit barn er helt fravænnet.

"Der opstod komplikationer efter min første fødsel, og det resulterede i, at jeg tabte mig voldsomt meget hurtigt, og jeg led også af brystbetændelse. Min mælkeproduktion var lav, og efter tre måneder var jeg nødt til at stoppe," fortæller Jennifer, mor til to, Storbritannien. "Jeg udskiftede én amning ad gangen, så jeg ikke behøvede kæmpe så meget fysisk, men det var hårdt for mig mentalt."

Hvis du gerne vil holde fast i intimiteten og de sundhedsmæssige fordele ved amningen, men er nødt til at skære ned, kan du prøve med delvis fravænning, hvor du kun udskifter nogle af amningerne med en sutteflaske med modermælkserstatning.

Fravænning efter barnet er seks måneder

Når dit barn begynder at få fast føde omkring de seks måneder, vil du opleve, at amningerne helt naturligt bliver mindre hyppige i tidens løb. Inden for et års tid er barnet sandsynligvis nede på kun at ville ammes et par gange om dagen, suppleret med måltider og sunde snacks.

Men hvis du gerne vil skære yderligere ned, bør du gøre det gradvist. Skær én amning væk ad gangen, og tilbyd barnet modermælkserstatning i stedet, hvis hun er under 12 måneder gammel. Komælk bør du vente med, indtil hun er mindst et år gammel.

"Min søn var nede på tre amninger om dagen og fik tre måltider plus snacks, da jeg besluttede at begynde at fravænne ham. Jeg udskiftede gradvist de enkelte amninger med en flaske modermælkserstatning – og holdt fast i aftenamningen, indtil han var 11 måneder gammel," fortæller Ruth, mor til én, Storbritannien. "Det langsomme tempo betød, at jeg ingen problemer havde. Mine bryster føltes bare lidt fulde i et par dage."

Der er forskellige metoder til at distrahere dit barn fra ændringerne i madningsmønstrene. Nogle mødre tilbyder barnet noget at drikke og et mellemmåltid i stedet for, som I kan dele, så I holder fast i følelsen af at være tæt forbundne. Du kan også ændre den daglige rutine, spille et yndlingsspil eller erstatte en amning med en hyggestund, hvor du eller din kæreste krammer barnet.  For nogle børn tager det længere tid at vænne sig til ændringen, men det bliver nemmere, efterhånden som tiden går. Hvis du har problemer med fravænningen, er det altid en god idé at få støtte fra din læge eller sundhedsplejersken.

Naturlig fravænning over længere tid

Hvis du vælger at lade din tumling beslutte, hvornår amningen skal stoppe (fravænning på barnets initiativ eller naturlig fravænning), vil fravænningsprocessen sandsynligvis foregå langsomt og gradvist. I månedernes løb vil amningerne nok blive kortere og mindre hyppige, mens nogle mødre fortæller, at deres barn en dag simpelthen mistede interessen.

"Min datter fravænnede sig selv, da hun var fire år," siger Sarah, mor til én, Storbritannien. "Hun skar gradvist ned, og fra hun var tre et halvt, var det meget sjældent, hun gerne ville ammes. Så virkede det, som om hun simpelthen glemte alt om det, mens vi var på ferie. Seks måneder senere ville hun sommetider gerne have brystet, men hun vidste godt, at mælken var væk."

Din krop bør have masser af tid til at tilpasse sig, så du vil sandsynligvis ikke opleve ubehagelige brystspændinger. Men du kan godt opleve, at det er hårdt følelsesmæssigt, så tag dig tid til masser af hyggestunder, kram og gode øjeblikke, hvor du styrker tilknytningen.

"Fravænning på barnets initiativ var det rigtige for mig, for min søn havde aldrig fået modermælkserstatning eller sutteflaske. Jeg ville ikke bare pludselig stoppe og afvise ham," siger Kelly, mor til én, Storbritannien. "Han mistede interessen, da han var to et halvt år gammel. Det var den bedste løsning for os, selvom jeg blev ret følelsesmæssigt berørt af det."

Hvad nu, hvis jeg har brug for hurtigt at stoppe med at amme?

Selvom det er bedst ikke at stoppe brat med at amme, kan det sommetider være nødvendigt af helbredsmæssige årsager, eller fordi du og dit barn ikke kan være sammen.

Hvis dit barn er blevet ammet frem til dette tidspunkt, bliver du næsten helt sikkert nødt til at pumpe mælk ud for at undgå, at dine bryster bliver ubehageligt hævede og mælkespændte. Nogle kvinder oplever, at en brystpumpe er det nemmeste, mens andre foretrækker at pumpe ud med hånden. Husk igen på, at du kun skal pumpe nok til at lette ubehaget – ellers risikerer du at fortælle din krop, at den skal producere mere mælk.

Selvom dine bryster kan føles opsvulmede og ømme det første stykke tid, så tilpasser de sig. Din brystmælk indeholder noget, der kaldes FIL (Feedback Inhibitor of Lactation). Når dit barn holder op med at blive ammet, fortæller FIL din krop, at den skal skrue ned for produktionen. Men det kan tage et par dage eller endda uger, før dine bryster har tilpasset sig den nye situation.

Det kan hjælpe at tage paracetamol eller ibuprofen for at dulme eventuelle smerter (selvom ibuprofen frarådes, hvis du har astma). Følg altid producentens og apotekets anvisninger, og tal med en læge om eventuel anden medicin, du har brug for at tage.

"Jeg var nødt til pludselig at holde op med at amme, da min datter var otte måneder gammel, fordi jeg skulle tage stærk smertestillende medicin," fortæller Peggy, mor til én, Schweiz. "Jeg syntes, det var meget hårdt – hun blev ved med at søge efter mit bryst og græde. Jeg holdt hende tæt ind mod mig for at trøste hende, mens jeg gav hende sutteflaske. Efter en måned så det ud til, at hun havde accepteret det."

Kan jeg blive ved med at amme, hvis jeg gerne vil være gravid igen?

Selvom amning er naturlig prævention, så er det ikke en 100 % sikker metode. Den er sandsynligvis ikke effektiv efter seks måneder, eller hvis du ikke fuldammer. Det betyder, at du godt kan blive gravid, mens du stadig ammer dit barn.

Gravide ammende mødre får sommetider modsatrettede råd om, hvorvidt de bør gå i gang med fravænningen. Det er helt klart muligt at amme to børn med forskellig alder, og når din nye baby kommer, producerer din krop brystmælk, der passer til deres individuelle behov.

Nogle mødre oplever, at det ældste barn fravænner sig selv på naturlig vis i løbet af moderens graviditet eller skærer bestemte amninger væk. Det kan skyldes forandringer i sammensætningen af brystmælken under din graviditet, som betyder, at mælken smager anderledes og mindre sød.6 Hvis det barn, du ammer, er under et år gammelt, når hun begynder fravænningen på eget initiativ, skal du holde øje med, om hun fortsætter med at tage på i vægt.

Du bør tale med din læge, hvis du gerne vil fortsætte med at amme, mens du er gravid, hvis du tidligere har født for tidligt, har fået en spontan abort eller lider af blødninger.

Hvis du har brug for lægehjælp til at blive gravid, vil du måske opleve, at lægen ikke vil give dig specifikke former for fertilitetsmedicin eller -behandlinger, hvis du ammer. Tal med lægen om de muligheder, der findes, før du tager en beslutning om eventuel fravænning.

Et sidste råd om fravænning af dit barn

Uanset hvornår og hvordan du stopper med at amme, så vær god mod dig selv og dit barn. Det er en stor forandring både fysisk, hormonelt og følelsesmæssigt for jer begge to, så gør det med omtanke og kærlighed.

"Selvom min krop klarede fravænningen helt fint, så gjorde det ondt følelsesmæssigt. Det var noget, vi havde haft sammen i så lang tid, og nu var det ved at slutte," fortæller Jane, mor til to, USA. "Jeg arbejdede mange timer, fem dage om ugen, og amningen fik mig til at føle mig som en meget relevant del af mine børns liv. Men da det så stoppede, fandt vi heldigvis hurtigt andre måder at styrke tilknytningen på."

Kildehenvisninger

1 World Health Organisation. [Internet] Health Topics: Breastfeeding: 2018 [Accessed: 08.02.2018]. Available from: http://www.who.int/topics/breastfeeding/en

2 Hassiotou et al. Maternal and infant infections stimulate a rapid leukocyte response in breastmilk. Clin Transl Immunology. 2013;2(4):e3.

3 Dettwyler KA. When to wean: biological versus cultural perspectives. Clin Obstet Gynecol. 2004; 47(3)712-723.

4 Victora CG et al. Breastfeeding in the 21st century: epidemiology, mechanisms, and lifelong effect. Lancet. 2016;387(10017):475-490.

5 Dewey KG et al. Breast milk volume and composition during late lactation (7-20 months). J Pediatr Gastroenterol Nutr. 1984;3(5):713-720.

6 Prosser CG et al. Mammary gland function during gradual weaning and early gestation in women. Aust J Exp Biol Med Sci. 1984;62(Pt 2):215-228.